Spring til indhold

Information om coronavirus/COVID-19

Her på siden kan du se information til danske rejsende og fastboende på Cypern i forbindelse med coronavirus/COVID-19.

Senest opdateret 05-04-2020 │ 18.43

Her på siden kan du læse information til danske rejsende og fastboende i Cypern i forbindelse med udbruddet af coronavirus/covid-19.


Rejser til og fra Cypern
Udenrigsministeriet opfordrer danske rejsende i Cypern til at tage hjem, så snart det er muligt og i tæt dialog med rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Med de mange restriktioner, som indføres både i Danmark og i Cypern, kan det vise sig meget svært at finde hjemrejsemuligheder i den kommende tid.

Sverige har arrangeret evakueringsfly med forventet flyafgang den 8. april kl. 15.50 fra Larnaca og med forventet ankomst i Arlanda lufthavn, Stockholm, kl. 19.10. Billetter kan købes via Apollos link: https://www.apollo.se/viktig-information/evakueringsflyg.
Vigtigt: Venligst informer den danske ambassade i Athen, hvis du benytter nævnte evakueringsfly. Ambassadens kontaktinformation: Telefon +30 2107256440, e-mail athamb@um.dk

Download vores app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/um-rejseklar-app

 

Er du udrejst fra Cypern og er tilmeldt Danskerlisten, vil vi bede dig om at framelde dig i vores app Rejseklar.


Udviklingen i Cypern

 

Aktuelle oplysninger om coronavirus i Cypern

Ambassaden følger løbende udviklingen i forhold til coronavirus/COVID-19 i Cypern. Danskere bosat eller på rejse i Cypern opfordres til at følge de lokale myndigheders informationer via nyhedsmedierne og nedenstående informationskanaler:

https://www.pio.gov.cy/coronavirus/en/index.html

https://www.pio.gov.cy/en/

Personer, der frygter at være smittet med coronavirus, skal undgå kontakt med andre og sætte sig i forbindelse med de lokale cypriotiske sundhedsmyndigheder med det samme.

Ring til Citizen Hotline, telefon (+357) 1420 hvis du føler symptomer og er kommet tilbage fra rejse.

Ring til Citizen Hotline, telefon (+357) 1412 og 1450 for generel information om coronavirus-Covid-19.

Ifølge ambassadens oplysninger er der indtil videre (05.04.2020) registreret i alt 426 smittede i Cypern. 11 personer er døde på grund af coronavirus.

For hospitaler, se eventuelt her.


Cypriotiske indrejserestriktioner: Flytrafik, Udgangsforbud og Øvrige tiltag

Flytrafik

Fra d. 4. april 2020 kl. 12.00 og i de følgende 14 dage vil der være flyforbud for alle civile flyvninger til og fra Cypern. Undtaget flyforbuddet er:

Passagerer, som rejser ud af Cypern, fly med proviant og humanitær bistand.

Cypriotiske indrejserestriktioner generelt:

De cypriotiske myndigheder har iværksat indrejseforbud for alle, som ikke tilhører en af nedennævnte kategorier:

 

  • Cypriotiske statsborgere 
  • Personer med lovligt ophold i Cypern 
  • EU statsborgere eller statsborgere fra tredjelande, som arbejder i Cypern 
  • Diplomater i alle internationale og bilaterale missioner
  • Personer med autorisation fra de cypriotiske myndigheder til at udføre vigtige og uopsættelige opgaver
  • Studerende (fra EU og tredjelande) ved de cypriotiske læreanstalter 

 

Ovenstående personer vil kun få indrejsetilladelse, hvis de ved deres ankomst til Cypern kan fremvise en lægeerklæring på, at de er blevet testet for coronavirus på et anerkendt lægecenter i deres oprindelsesland. Lægeerklæringen må være maksimum 4 dage gammel. Personer, som opfylder denne betingelse, vil blive sat i obligatorisk karantæne i opholdslokaler, der er udpeget af de cypriotiske myndigheder.

 


Cypriotiske indrejserestriktioner fra den okkuperede del af Cypern:

For de personer, der krydser grænseovergange mellem Republikken Cypern og den okkuperede del, gælder følgende regler:

 

Indrejse til Republikken Cypern vil kun være tilladt for personer, som tilhører en af følgende kategorier:

 

Cypriotiske statsborgere (græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter)

Personer med lovligt ophold i de frie zoner

Diplomater i alle internationale og bilaterale missioner

 

Der henstilles til at grænseovergangene kun benyttes, når det er absolut nødvendigt.

 

Der gælder samme betingelser for lægeerklæring og karantæne, som for andre indrejsende.

 

Indrejserestriktionerne gælder foreløbigt indtil 30. april 2020.

 

Se mere her.

 

Udgangsforbud

Udgangsforbud fra d. 24.03.2020 kl. 18.00 og foreløbigt gældende indtil d. 13.04.2020:

Udgang vil være tilladt for personer, som skal på arbejde, i supermarked, til lægen, på apoteket, i banken. Det er tilladt at gå ud for at yde hjemmehjælp til trængende og deltage i uopsættelige kirkelige handlinger (eks. begravelse). Hundeluftning er tilladt. Sportsudøvelse er tilladt, så længe man kun er to sammen.

Ved udgang i forbindelse med arbejde skal medbringes pas eller ID-kort samt skrivelse fra arbejdsgiver.

Anden nødvendig udgang (supermarked, lægebesøg, apotek, bank, hundeluftning) må kun ske én gang om dagen og i tidsrummet 06.00-21.00. Der skal medbringes pas eller ID-kort og modtaget udgangsaccept, der fås ved at sende en SMS til 8998. Kun folk over 65 år må benytte selverklæring B. Flere oplysninger findes på hjemmesiden: https://covid19.cy/index_en.html

Skrivelse fra arbejdsgiver (”Document A: Confirmation of Movement of Employee”) og selverklæring (”Document B: Confirmation of Citizen’s Movement by way of exception”) findes ligeledes på hjemmesidenhttps://covid19.cy/index_en.html

Overtrædelse af udgangsforbuddet vil medføre en bøde på 300 EURO.

For spørgsmål til udgangsforbud og øvrige restriktioner kan der på hverdage mellem kl. 8 og 21 ringes til følgende telefoner: +357 22421600 og 22495666.

 

Øvrige tiltag

Følgende forretninger vil være åbne: Supermarkeder, bagere, kiosker, fiskemarkeder, kødmarkeder, apoteker, forretninger, der sælger udstyr til handicappede, pet shops, bilværksteder, optikere, posthuse og forretninger, der sælger teleudstyr (kun for betaling af regninger). Øvrige butikker vil være lukkede.

Fra d. 24.03.2020 kl. 18.00 og indtil d. 13. april 2020 vil følgende steder være lukkede:

Parker, legepladser, åbne sportssteder, torve, marinaer, strande, åbne markeder samt andre offentligt tilgængelige mødesteder.

Al byggearbejde med undtagelse af det, som er nødvendigt for offentligheden indstilles.

Kirker, moskéer og andre bedesteder vil være lukkede.

Det vil ikke være tilladt at tænde påske bålet ”Lambradjia”.

  • Alle undervisningsinstitutioner i Cypern er foreløbigt lukkede indtil 10.04.2020.
  • Børnehaver og vuggestuer er foreløbigt lukkede.
  • Besøg på plejehjem er ikke tilladt.
  • Parader, musikevents, sportsevent m.m. er aflyst.
  • Lukning af fire checkpoints til den nordlige okkuperede del af Cypern: Ledra Street, Astromeritis, Lefka og Derinia.
  • Cafeterier, barer og øvrige spisesteder er lukkede indtil videre.
  • Museer, arkæologiske steder, teatre, biografer, biblioteker, forlystelsesparker, legepladser, frisører og lignende er lukkede indtil videre.
  • Sportsklubber, sportscentre og stadions er lukkede indtil videre.
  • Det cypriotiske postvæsen indstiller brev-og pakkeservice til udlandet.
  • Turistbureauer/rejsebureauer er foreløbigt lukkede.
  • Taxier og øvrige personbiler må maksimum have to passager ud over chaufføren.

De cypriotiske myndigheder kan implementere nye tiltag med kort varsel. Du bør altid følge de cypriotiske myndigheders anvisninger.

 

 

Danske indrejserestriktioner

Som led i indsatsen for at hæmme spredningen af COVID-19, indførte Danmark lørdag den 14. marts kontrol ved alle landets grænser. Personer, der ønsker at indrejse i Danmark, må forvente at blive afvist ved de danske grænser, herunder i danske lufthavne, medmindre de har et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen – f.eks. hvis den pågældende bor eller arbejder i Danmark eller skal levere varer til Danmark.

Ændringen betyder således ikke, at de danske grænser er lukket for danskere eller andre, der bor i Danmark, og er på vej hjem fra ferie eller andet udlandsophold. Ændringen omfatter imidlertid personer med gyldigt Schengen visum. Se mere her.

De nye indrejserestriktioner til Danmark, har i nogle tilfælde gjort det svært for ikke-danske statsborgere rejsende til Danmark at boarde fly fra udlandet. Hvis du har lovligt ophold og bopæl i Danmark, kan ambassaden hjælpe dig med at udfærdige et certifikat, der viser dette (”Certificate to board”).

 

Alle borgere i Danmark, der kommer hjem fra privat rejse i udlandet, opfordres kraftigt til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst.

 

 

Nem adgang til information

Ambassaden opfordrer alle danskere i Cypern til at registrere sig på Danskerlisten og hente udenrigsministeriets app Rejseklar. Danskerlisten giver os mulighed for at kontakte dig eller sende dig vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig. Du tilmelder dig Danskerlisten her.

 

Hvis du har brug for rådgivning, eller udrejse ikke viser sig mulig, kan du kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcentral hele døgnet (bbb@um.dk eller +4533921112)

 

Du kan finde mere information om indrejserestriktioner på Københavns Lufthavns hjemmeside.

 

Du kan finde flere oplysninger på https://um.dk og om danske myndigheders tiltag og anbefalinger til danske borgere, virksomheder, institutioner mv. på www.coronasmitte.dk.

 

Udenrigsministeriet har desuden oprettet en ny Facebook-gruppe til at facilitere frivillige indsatser for at bistå strandede danskere. Du finder Facebook-gruppen her.

Du kan finde mere omkring coronavirus, og hvordan du beskytter dig her: https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019

https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019/advice-for-public

 

NemID

Grundet udbruddet af covid-19 kan der opstå vanskeligheder med forsendelsen af post fra Danmark til Cypern. Dette gælder også forsendelse af NemID. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at man installerer NemID nøgleapp på sin telefon. Mere information kan findes på følgende link.