Spring til indhold

Pas

Nye danske pas skal indeholde såkaldt biometriske oplysninger, dvs. digitalt foto, fingeraftryk og underskrift. Dermed er der større sikkerhed for, at passet ikke kan forfalskes eller misbruges.

Ansøgning om dansk pas kan i Grækenland og Cypern kun indgives på ambassaden i Athen, da de danske konsulater ikke råder over det nødvendige biometriudstyr. Dog kan ansøgning om pas for børn under 12 år, forlængelser samt provisorisk pas (nødpas) stadig indgives på de honorære konsulater.

Ansøgning indgives ved personligt fremmøde og efter forudgående tidsbestilling.

Ekspeditionstiden for et almindeligt pas er normalt 3-5 uger.

Almindeligt pas (personer på 18 år og derover)

Der skal medbringes følgende dokumentation ved ansøgning om pasfornyelse:

  • Udfyldt og underskrevet pasansøgning (skema kan downloades her eller hentes på ambassaden/konsulatet)
  • Nuværende pas
  • Penge til gebyr (se gebyrer her)
  • Evt. navne-/fødselsattest, hvis dit nuværende pas er udløbet for mere end 2 år siden, eller hvis du aldrig har haft et dansk pas
  • Evt. bevis for dansk indfødsret, hvis aktuelt

Vær venligst opmærksom på, at passet udstedes med de navne, som fremgår af CPR.

Dit gamle pas skal senest annulleres af ambassaden eller konsulatet i forbindelse med udlevering af dit nye pas. Dvs., at du godt kan rejse med dit gamle pas, hvis det stadig er gyldigt og vente med at få det gamle pas annulleret i forbindelse med udlevering af dit nye pas. Du kan godt få det gamle, annullerede pas tilbage, hvis du ønsker.

Hvis et pas skal udleveres af en anden repræsentation end, hvor det er bestilt, koster det et tillægsgebyr. Se gebyrer her.

Provisorisk pas (nødpas)

Har man mistet sit pas under ophold i Grækenland eller Cypern, kan man ansøge om et provisorisk pas (nødpas) på ambassaden i Athen eller på nærmeste danske honorære konsulat.

Et provisorisk pas udstedes kun for det tidsrum, der er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og skal indleveres til kommunens Borgerservice eller til en dansk ambassade/konsulat efter udløb eller i forbindelse med afhentning af nyt pas.

Både Grækenland og Cypern anerkender danske provisoriske pas i forbindelse med ind- og udrejse. Skal du rejse til eller fra Danmark via et andet land, bør du undersøge om det konkrete land anerkender det danske provisoriske pas.

Ved ansøgning om et provisorisk pas skal du medbringe:

  • Udfyldt og underskrevet pasansøgning (skema kan downloades her eller fås på ambassaden/konsulatet)
  • Politirapport
  • Dokumentation for identitet (f.eks. original fødsels-, dåbs- eller navneattest, cpr-bevis, sundhedskort, dansk kørekort)
  • 2 pasfotos (skal opfylde de danske pasfotokrav)
  • Gebyr

Vær opmærksom på forhøjede gebyrer ved henvendelser uden for kontortid og på lukkedage.

Pas til personer fra 12 til 17 år

Ved ansøgning skal der medbringes:

  • Navne-/fødselsattest
  • Forældrenes vielsesattest (ikke altid nødvendigt, men ring til ambassaden og spørg om mere info)
  • Den eller de forældre, som har forældremyndigheden, skal underskrive ansøgningen/samtykkeerklæringen
  • Begge forældre og barnet skal møde personligt på ambassaden
  • Penge til gebyr.

Pas til personer under 12 år

Ansøgning kan også indgives på nærmeste honorære konsulat i Grækenland og på Cypern, og følgende skal sædvanligvis medbringes:

  • 2 pasfotos (skal opfylde de danske pasfotokrav)
  • Navne-/fødselsattest
  • Forældrenes vielsesattest (ikke altid nødvendigt, men ring til ambassaden og spørg om mere info)
  • Den eller de forældre, der har forældremyndigheden, skal underskrive ansøgningen/samtykkeerklæringen
  • Begge forældre og barnet skal møde personligt på konsulatet eller ambassaden
  • Penge til gebyr.

Forlængelse af pas

En betingelse for forlængelse af et udløbet pas er, at det ikke er udløbet for mere end tre måneder siden. Et pas kan kun forlænges én gang og kun for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og for max. 12 måneder.

Der skal medbringes de samme dokumenter og betales det samme gebyr som ved ansøgning om et nyt pas.

Ekstrapas

I visse tilfælde kan Rigspolitiet tillade udstedelse af et ekstrapas med gyldighed i max. 2 år. Det drejer sig om pas til personer med ekstraordinær og dokumenteret rejseaktivitet, og som derfor ofte har deres 10-årspas til visering på andre landes repræsentationer. Dokumentation/redegørelse skal vedlægges ansøgningen, som ambassaden sender til Rigspolitiet til afgørelse. Såfremt ansøgningen om ekstrapas bevilges, skal ansøger møde personligt op på ambassaden for at få optaget biometri. Gebyr for ekstrapas svarer til gebyret for et almindeligt pas.

Pas under ferie i Danmark

Alle danske statsborgere kan som udgangspunkt ansøge om et nyt pas ved henvendelse til Borgerservice i en hvilken som helst kommune i Danmark – det er billigere, og ekspeditionstiden er kortere. Man behøver ikke at være bosiddende i kommunen. Venligst kontakt kommunen angående tidsbestilling osv. og oplys, at du er bosiddende i udlandet.

Tjek venligst med kommunen om eventuelle græske attester skal oversættes til dansk eller engelsk, og om de skal have Apostille-stempel.

Find den ønskede kommune her.

Et pas udstedt af kommunen kan mod gebyr udleveres på ambassaden eller et konsulat. Husk at medbringe dit gamle pas, som skal annulleres i forbindelse med udlevering af dit nye pas.

Genfundne pas

Hvis du har meldt dit pas mistet og genfinder det, skal du kontakte din danske kommune eller nærmeste danske ambassade.

FAQ

Skal jeg medbringe fotografier til passet?

Nej – ved ansøgning om almindeligt pas: Ambassaden optager biometri ved dit personlige fremmøde.
Ja – ved ansøgning om provisorisk pas og ved indgivelse af pasansøgning til børn under 12 år på et konsulat. Krav til pasfotos findes her.

Kan jeg få et biometrisk pas, hvis min finger er skadet?

Ja, men det afhænger af skadens omfang. Hvis skaden kun drejer sig om en enkelt finger, kan der tages biometri-fingeraftryk af en anden finger end pegefingeren. Men hvis man f.eks. har plaster, bandage eller gips på hele hånden, kan man umiddelbart kun få et provisorisk pas.

Skal børn også afgive fingeraftryk?

Der tages ikke fingeraftryk af børn under 12 år, men de skal møde personligt op for at søge om pas.

Kan jeg få mit barn indskrevet i mit eget pas?

Nej – siden 2004 har børn, også nyfødte og unavngivne, skullet have deres eget pas (evt. et provisorisk pas, hvis der er akut behov for et pas).

Kontakt

Du er altid velkommen til at kontakte ambassaden, hvis du har spørgsmål omkring pas, pasfornyelse, forlængelse af pas, mulighed for ekstrapas osv.:

Danmarks ambassade i Athen
Mourouzi 10, 4. sal

106 74 Athen

Telefon: +30 2107256440

E-mail: athamb@um.dk

Telefontid: mandag til fredag kl. 9-15

Ekspeditionstid (husk at bestille tid): mandag til fredag kl. 10-13.