Gå til indhold

Forretningskultur

Den græske forretningskultur afviger på en række punkter fra den danske. Den bedste forudsætning for at disse forskelligheder ikke kommer til at udgøre en barriere i et samarbejde er at kende til dem. Nedenfor kan du læse om de væsentligste forskelle.

Erhvervsstruktur

Antallet af små og mellemstore virksomheder i Grækenland er relativt højere end gennemsnittet i EU-landene. Således er der i dag cirka 750.000 små og mellemstore virksomheder i Grækenland, som genererer en indtjening på omkring 150 mia. euro. Krisen har ramt de små og mellemstore virksomheder relativt hårdere end de større virksomheder på markedet, og står i dag for kun 1/3 af indtjeningen i erhvervslivet sammenlignet med cirka halvdelen ved krisens start i 2007.

Grækerne kan godt lide at være selvstændige og det ses ofte, at de mindre virksomheder drives af familier eller grupper af nære bekendtskaber.

I de større og internationale virksomheder, der beskæftiger mange dygtige og kvalificerede folk med internationale uddannelser, minder forretningskulturen om den, man ser i Vesteuropa. Der bor mange højtuddannede grækere i udlandet, som opretholder forbindelsen med hjemlandet og flytter frem og tilbage efter konjunkturerne.

Generelt skal man være opmærksom på, at mange virksomheder i Grækenland er udpræget topstyrede. Funktionschefer, der i en dansk virksomhed kan træffe mange beslutninger, vil ofte ikke have samme kompetence i en græsk virksomhed. Ejeren vil ofte, selv i meget store virksomheder, godkende beslutninger, der kan forekomme trivielle.

Grækerne er dygtige forhandlere, og den rigtige person kan træffe hurtige beslutninger, når de er tilfredse med forhandlingsresultatet. Det forventes, at modparten kan gøre det samme. Det vil derfor altid være en fordel, at danske virksomheder udsender folk med en vis status og med bemyndigelse til at forhandle på virksomhedens vegne. På den måde kan man hurtigt få et samarbejde i hus, såfremt man har fat i en beslutningsdygtig græker.

Mødekultur

Det græske folk er meget livligt og passioneret, hvilket kommer til udtryk privat såvel som professionelt. For en dansker kan tonen forekomme højrøstet, når de græske mødedeltagere folder sig ud og giver deres mening til kende. Det lidt højrøstede miljø bør dog kun opfattes positivt, idet en stærk debat i Grækenland ofte anses for nødvendig, for at nå frem til de bedste beslutninger.

Som dansker må man indstille sig på, at møder i Grækenland ikke nødvendigvis foregår uforstyrret, som de fleste danske møder. Der kan eksempelvis forekomme midlertidige afbrydelser i forbindelse med telefonopkald, hvilket kan virke meget forstyrrende for et dansk temperament. Dette er dog ikke noget grækerne opfatter som uhøfligt, og man bør i sådanne tilfælde blot udvise tålmodighed og venlighed, og tage det som en del af oplevelsen.

Kun til de mest formelle møder findes der egentlige mødeagendaer, ellers er det ikke noget grækerne bruger.

Et mødetidspunkt er ikke altid et mødetidspunkt som vi kender det fra Danmark. Grækerne er knap så punktlige, men dette skal ikke tages personligt. For at udvise god stil er det altid en god idé at komme præcis, selvom modparten ikke måtte gøre det samme.

Opfølgning efter mødet er vigtigt. Det er ofte en god ide ved mødets afslutning at opridse de ting, man er blevet enige om, og efterfølgende sende en e-mail med tak for mødet og gentagelse af, hvad man er blevet enige om. Er man blevet enige om, at hver part skal foretage visse aktiviteter, er det vigtigt at følge op jævnligt, så aftalen ikke løber ud i sandet.

I Athen kan det, pga. tidskrævende transport, være vanskeligt at overkomme mere end tre møder om dagen. Det kan være problematisk at arrangere møder fredag eftermiddag, da alle er ivrige efter at komme på weekend. Perioden omkring den græske påske bør ligeledes undgås samt august hvor de fleste holder ferie. 

Ligestilling og dresscode

Grækenland er relativt godt med i forhold til ligestilling på arbejdspladserne, og man finder mange kvinder i førhen mandsdominerede jobs. Kvinder behandles med respekt, og kvindelige chefer forekommer i mange multinationale virksomheder. Dog ses kvinder på topposter endnu sjældent i græsk-ejede virksomheder.

Grækere går meget op i deres fremtoning og det er vigtigt at klæde sig smart og professionelt. I forretningssammenhæng er mænd typisk iført jakkesæt og sommetider slips, mens beklædningsmulighederne for kvinder spænder bredt. Både nederdel, kjole, bukser, skjorte og jakke kan gøre det ud for et professionelt outfit. Hvis et besøg finder sted i sommermånederne, så husk at tage højde for at disse måneder er meget varme i Grækenland og tilpas tøjet derefter. Dog skal bemærkes, at der typisk vil være aircondition i mødelokalet.

Kommunikation og personlige relationer

De fleste græske forretningsfolk taler engelsk. Man kan dog komme ud for, at der i mindre virksomheder ikke tales særligt godt engelsk, og at det derfor vil være en god idé at bruge tolk. Det kan i sådanne tilfælde være vigtigt at få præsentationer oversat til græsk, således at det ikke er manglende sprogforståelse, der udgør en barriere for et eventuelt samarbejde.

De personlige relationer er uhyre vigtige for et godt samarbejde med en græker. Grækerne kan godt lide direkte kontakt og en telefonsamtale kan for dem betyde langt mere end korrespondance via e-mail, som let kan overses. Personlige møder er vigtige, ligesom vedligeholdende telefonsamtaler, når først relationer mellem parterne er opbygget.

Intimsfæren for grækerne er typisk mindre end for danskerne. Grækere er ikke bange for kropskontakt, da stor fysisk afstand kan opfattes fjendtligt. Kender man hinanden er knus med dobbelt kindkys ikke usædvanligt – heller ikke blandt mænd. Ligeledes er øjenkontakt vigtig for god kommunikation. Mangel på samme kan virke utroværdigt og usikkert.

Udenlandske forretningskvinder skal ikke blive overraskede over komplimenter om tøj og stil fra de mandlige græske kollegaer/kunder. Dette er en del af den græske charme, og man bør ikke lægge mere i det end som så.

Det kan ikke understreges kraftigt nok, at hyppig personlig kontakt er nødvendig, når man vil indgå forretning med græske virksomheder. Grækeren skal vindes som en ven, og personlig tillid skal etableres, hvorfor møder med forretningsfolk gerne følges op med frokost eller middag. Frokost spises typisk ved 14-15 tiden, mens middagen, der næsten altid er henlagt til en restaurant, normalt først vil blive serveret kl. 21.00 eller senere. Er man indbudt privat, medbringes blomster eller en lille gave (f.eks. chokolade eller vin) til værtinden. Ved sådanne sociale arrangementer er det helt almindeligt, at grækerne stiller personlige spørgsmål om f.eks. familieforhold. Dette er en del af grækernes måde at lære deres forretningsforbindelser at kende på og skabe et helhedsindtryk af en eventuel samarbejdspartner.

De offentlige myndigheder

Hvis man ønsker et møde med højtstående embedsmænd eller den politiske ledelse i et græsk ministerium eller anden offentlig myndighed, da kan man med fordel samarbejde med ambassaden herom.

Kontortider

Det frarådes at foretage forretningsrejser til Grækenland i juli og august, da disse er udprægede feriemåneder og samtidig meget varme.

De faste officielle helligdage er: 

1. januar   Nytårsdag 
6. januar   St. Theofani (Hellig tre konger) 
25. marts   Grækenlands uafhængighedsdag
1. maj   Første maj
15. august   Jomfru Marias Himmelfart
28. oktober       Nationaldag (Ohi-dag)
25. december   1. juledag
26. december   2. juledag

I Athen-området gælder følgende åbningstider:

Supermarkeder

Man-fre kl. 08.00-21.00
Lørdag kl. 08.00-20.00
Lukket søn- og helligdage

Stormagasiner

Man-fre kl. 09.00-21.00
Lørdag kl. 09.00-20.00
Lukket søn- og helligdage

Kiosker

Er næsten altid åbne.

Øvrige butikker

Man, ons kl. 09.00-15.00
Tirs, tors, fre kl. 09.00-14.00 og kl. 17.30-21.00
Lørdag kl. 09.00-15.00 
Butikkerne omkring gågaden Ermou i det centrale Athen har typisk åbent til kl. 17.00 om lørdagen. 

Banker

Man-fre kl. 08.00-14.00
Lukket lørdag og søndag

Offentlige kontorer

Man-fre kl. 8.00-14.00
Lukket lørdag og søndag

Private kontorer

De fleste private kontorer har åbent 09.00-17.00 og lukket lørdag. Enkelte firmaer følger butikkernes åbningstider.

Ovenstående åbningstider bør kun ses som vejledende.

Senest opdateret 29. juni 2021