Spring til indhold

Hempel(Hellas) S.A. har succes i og uden for spanden

Hempel er en gammel dansk virksomhed kendt for sin skibsmaling af høj kvalitet. Skibsmaling står i dag for knap 40% af Hempel-gruppens samlede aktiviteter på verdensplan, men i Grækenland er det den langt største aktivitet og datterselskabet Hempel S.A. har i mange år leveret skibsmaling til verdens største handelsflåde. Ambassaden har interviewet administrerende direktør for Hempel (Hellas) S.A. Keld Laursen om virksomheden og forretningslivet i Grækenland.

Athen d. 10 maj 2007


Hempel har aktiviteter i mange lande, men for salget af skibsmaling er Grækenland et vigtig marked, da landet har verdens største handelsflåde. Hempel har været repræsenteret på det græske marked siden 1952; i starten via en agent indtil datterselskabet Hempel (Hellas) S.A. i 1970 etableret. I dag står skibsmaling for langt den største del af datterselskabets aktiviteter i Grækenland, men selskabet er også aktive indenfor segmenterne lystbåde, vindmøller, infrastruktur og generel industri. Virksomheden er vokset støt og roligt, og i dag har Hempel (Hellas) S.A. 52 medarbejdere, hvoraf to er danske og resten græske. Sproget på kontoret er engelsk, ligesom der også bruges engelsk i kommunikationen med kunder og samarbejdspartnere. Brugen af engelsk er ikke noget problem, siger Keld Laursen, hvis erfaring er at grækerne generelt gerne taler engelsk.

For Hempel (Hellas) S.A. går det godt på det græske marked, hvor shippingindustrien inden for de sidste år har haft stor medvind. Hempel (Hellas) S.A. gør ikke en dyd ud af at være dansk, men de græske kunder ved det alligevel. ”Og det er bestemt ingen hæmsko”, siger Keld Laursen, ”da Denmark er kendt for god kvalitet i Grækenland”. Virksomhedens markedsandel – målt i volumen - er på ca. 25 %. Keld Laursen oplyser, at virksomheden er markedsleder for så vidt angår indtjening, men ikke volumen. Dette er et spørgsmål om valg af strategi, for, som Keld Laursen siger, er der jo ingen grund til at være markedsleder, hvis man ikke kan tjene penge på det.

For Hempel (Hellas) S.A. er succes på det græske marked klart betinget af personlige relationer. Virksomheden har fra begyndelsen lagt stor vægt på personlige relationer i forbindelse med deres fremfærd på det græske marked, hvilket har givet gode resultater igennem årene. I dag er det græske marked for skibsmaling præget at internationale producenter med konkurrencedygtige produkter. Kunderne vælger derfor ofte deres leverandør på baggrund af de aktiviteter, der - som Keld Laursen udtrykker det - ligger uden for malerspanden. Og her klarer Hempel (Hellas) S.A. sig godt.

Om forretningslivet i Grækenland fortæller Keld Laursen, at grækerne er dygtige forretningsfolk med næse for en god handel, hvilket også gør, at pengepungen sidder tæt ind til kroppen på de fleste forretningsfolk. Grækernes forretningssans gør, siger Keld Laursen, at forhandlinger ofte kan minde om en orientalsk markedsplads, hvilket man som dansker skal vænne sig til. I forretning med grækerne gælder det generelt om at have øjnene med sig og at tjekke alt igennem. Keld Laursen anbefaler, at man får soliditetsoplysninger på sine kunder og samarbejdspartnere, når man gør forretning i Grækenland. Forretningsetikken er endnu meget anderledes i Grækenland end i Danmark, selvom det græske forretningsliv bliver stadig mere internationalt. Keld Laursen understreger vigtigheden af personlige relationer, hvis man vil have succes i markedet. Det kan derfor som oftest være en god ide, at etablere samarbejde med en græsk partner ved opstart af forretning i Grækenland, da man sjældent når langt uden et godt netværk, siger Keld Laursen.

Keld Laursen, administrerende direktør for Hempel (Hellas) S.A.