Spring til indhold

Om besøg hos vores to konsuler på Kreta – og hvorfor de danske konsuler i Grækenland er så vigtige

03.04.2017  13:53

Sidste uge var ambassadør Michael Braad og vicekonsul Anne Nielsen på officielt besøg på Kreta, hvor de mødtes med den danske honorære konsul Sirmatenia Paraschaki og hendes assistent Nicole Karamanlis i Chania samt den honorære konsul Andreas Metaxas og hans assistent Maria Tsangaraki i Heraklion.

Sammen med konsulerne gennemgik vi arbejdsopgaver og samarbejde over det seneste års tid og de opgaver, der ligger foran os. Hvert år besøger 130.000 danskere Kreta. Fra tidligt forår og frem til efteråret er vores to konsulater på Kreta derfor blandt de travleste i Grækenland.

Vi mødtes også med den lokale borgmester, Ioannis Malandraki, og talte bl.a. om det stigende antal danske turister, grøn omstilling og byplanlægning og muligheder for yderligere samarbejde mellem Kreta og Danmark.

Efter besøget på de to meget veldrevne konsulater på Kreta, har ambassaden inden for det seneste års tid været forbi alle vores 10 honorære konsulater i Grækenland og på Cypern. Besøgene har mindet os om det meget vigtige arbejde vores honorære konsuler udfører for danskere i nød. Konsulerne tjener Danmark frivilligt, og yder i mange tilfælde en indsats langt ud over, hvad der forventes.

Vi er taknemmelige for vores honorære konsulater i Grækenland – og stolte af det arbejde de udfører.

 



Seneste nyt

    Se alle